Presse
 
 

Byggefag: Positiv EU-beslutning om udstationeret arbejdskraft

EU-Parlamentet vedtog torsdag den 26. oktober 2006 en rapport om Udstationeringsdirektivet. Den vil indebære, at fagbevægelsen i Danmark - hvor direktivet er gennemført via overenskomster - kan få direkte adgang til oplysninger om polske og andre virksomheder fra EU-8 lande, som hævder, de udstationerer arbejdere i Danmark.

Byggefagenes Samvirke tager positivt imod denne beslutning fra EU-Parlamentet. Den vil gøre det langt nemmere for fagforeningerne at afsløre fupfirmaer og samtidig bekæmpe underbetaling og dårlige arbejdsforhold for østarbejderne.

Fagforeningerne afbrød for en måned siden samarbejdet med myndighederne i de såkaldte indsatsgrupper netop med henvisning til, at myndighedsindsatsen på området var for dårlig.

Byggefagenes Samvirke opfordrer nu regeringen til at tage hurtige initiativer, som kan virkeliggøre EU-Parlamentets beslutning, samt i øvrigt til at tage initiativer, der kan sikre "den danske model".

Byggefagene foreslår:

Ressourcer: Det er nødvendigt, at der afsættes flere ressourcer til politi og anklagemyndighed på området, så myndighedsindsatsen bliver slagkraftig;

Registrering/godkendelse: De firmaer, som udstationerer arbejdskraft til Danmark skal forhåndsregistreres/godkendes i brancheorganisationerne i Danmark, så vi får bedre mulighed for at undgå fupfirmaer og kriminelle elementer. Det praktiske omkring registrering/godkendelse kan lægges hos de regionale/lokale arbejdsmarkedsmyndigheder;

Synlighed: Alle firmaer, der deltager i byggeprojekter i Danmark, skal synliggøres ved læselige opslag foran byggepladsen, der angiver navn og momsnr. på de deltagende firmaer, så der er forpligtende åbenhed om, hvem der er involveret;

Straf: Ved overtrædelser af lovgivningen på området skal strafferammen udvides, så politiet har mulighed for anholdelser, når de konstaterer overtrædelser.

Yderligere oplysninger:

Bo Rosschou (40898112), formand for Organisationsudvalget

Den 27. oktober 2006